I COPENHAGEN DANCE SPACE
23 ÅR
PROFESSIONEL DANSER
@DIDDEMIE_FROM
Trine: Du er bare for sindssyg Didde-Mie... Jeg er så imponeret over, hvor god en danser du er, og hvordan du kan bevæge din krop... Det er vildt hvad du kan. Hvornår begyndte du at danse?
Didde-Mie: Da jeg var to et halvt år gammel. Jeg havde så meget energi og fyrværkeri ud af min røv, at min mor troede, at dans ville være godt for mig.
Trine: Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at det havde hun ret i. Hvilken type dans var det så?
Didde-Mie: Det var både jazzballet og børnedans. Jeg elskede det.
Trine: Hvornår begyndte du at tage det seriøst og gøre til dit erhverv?
Didde-Mie: Jeg kan huske, hvordan jeg altid følte mig helt til stede, når jeg dansede. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide skolen, men dans var bare alt for mig. Jeg følte, at jeg næsten kunne forsvinde ind i det og bare føle mig totalt fordybet, og det er nok det, jeg altid har elsket ved at danse.
Trine: Og så kom dagen, hvor du tog springet (troen) og blev professionel. Du var også så ung. Hvordan turde du overhovedet tage sådan en beslutning?
Didde-Mie: Dans var hele mit liv, og jeg trænede hele tiden for at blive bedre og bedre. Jeg var med i alle konkurrencer der var, og jeg kunne se, hvordan jeg blev ved med at vinde dem alle…. Så jeg kunne se at det virkede, og at jeg havde et talent. Jeg var god. Udover det, skete der en masse svære ting i min familie: sygdom, skilsmisse og andre hårde ting, som nok resulterede i, at jeg fordybede mig endnu mere i min træning og løftede mit håndværk.
Trine: Så dansen blev et afløb for dig og et sted hvor du kunne "holde en pause" fra alt det svære, der skete?
Didde-Mie: Ja det synes jeg bestemt, og så mødte jeg Josefin, som blev en slags mentor for mig og hjalp mig enormt meget. Hun blev også min leder og har altid været en kæmpe støtte for mig. Selvom jeg var så ung dengang, følte jeg mig aldrig alene.
Trine: Du var kun 16, da du første gang rejste til London og begyndte at danse der... Det er meget tidligt at starte sin karriere, helt alene i et helt fremmed land...
Didde-Mie: Ja, det er det. Men jeg har aldrig følt, at det var forkert eller uansvarligt. Jeg var altid i trygge rammer og fik lov til at lave det, jeg allerhelst ville, som var dans. Jeg var meget frem og tilbage mellem London og København, og boede ikke fast nogen steder i mange år... Det gør jeg faktisk stadig ikke - og det er nok det eneste jeg kan mærke, er begyndt at blive lidt et problem for mig.
Trine: Føler du dig rodløs?
Didde-Mie: Ja måske, men jeg har aldrig tænkt over det før nu. Jeg har bare været så glad for at være nået så langt i min dansekarriere, og for at have oplevet så meget på grund af det.
Trine: Ja, for det er så vildt så meget du har nået. At tænke på, at man kun er 23 år og allerede har så lang en karriere bag sig, netop fordi man startede så tidligt – det er meget imponerende. Blandt disse præstationer er, at være en del af Dua Lipas faste dansehold i 7 år... Det er sindssygt og så godt gået. Der må være så mange i dit felt, der ville elske at komme dertil, men kun kan drømme om det.
Didde-Mie: Ja... Og det skal jeg huske at minde mig selv om, så det ikke bare bliver "større og bedre tilbud". Alt det jeg har drømt om, er lige foran mig, og det skal jeg nyde. Jeg har opnået så meget af det, jeg drømte om og kan leve af at danse... Hvilket i sig selv er en drøm, der går i opfyldelse. Nu har jeg endda en kæreste, som jeg er så glad for, og som har støttet mig gennem en meget hård tid for nylig, så jeg føler mig meget taknemmelig.
Trine: At komme igennem denne hårde tid og så oven i købet have fundet en kæreste - har det ændret dit syn på, hvordan du bor... Det at du konstant er på farten og ikke er forankret i en solid base?
Didde-Mie: Ja, jeg er måske ikke så optaget af danseverdenen, som jeg tidligere har været... Eller i hvert fald på en anden måde. At tage en pause fra det hele, har faktisk givet mig en ny sult og motivation til at prøve nye ting. Det har givet mig en påmindelse om, hvorfor jeg begyndte at danse i første omgang. Men jeg har også været meget bevidst om at tingene skulle være på en ny måde, hvor jeg er bedre til at sige nej til de ting der ikke giver mening, og derved passe bedre på mig selv og min tid.
Trine: Det bliver ofte sådan, når man har været igennem en krise. Det åbner ens øjne for nye perspektiver og skubber os til at træffe forskellige valg.
Didde-Mie: Ja, jeg kan mærke hvordan jeg nu har et stort behov for ikke at være på farten hele tiden, på vej til næste koncert, men også gerne vil bruge lidt tid på, hvem jeg er som person. Faktisk at lære mig selv bedre at kende, og måske endda tage sig tid til at kede mig, uden først at skulle være helt udbrændt af al min træning, og et vanvittigt stramt skema.
Trine: Ja, for der er stor forskel på de pauser, du tager med vilje, hvor du tager dig tid til at fokusere og lade op, og så dem, hvor du bare er lammet i sofaen som en gennemstegt grøntsag, og du egentlig bare prøver at komme dig, før du er tilbage med 100 kilometer i timen.
Didde-Mie: Netop... Og det er det, der meget let kan have tendens til at ske, hvilket betyder, at pauserne bliver ren overlevelse, og det er ikke sundt i længden.
Trine: Nej, og især ikke når man også gerne vil bruge sin tid på at udforske nye og spændende ting, men ender med at blive for udmattet til det. Jeg kender alt for godt fra mit eget liv, fordi jeg også altid har ladet mit arbejde fylde meget, og det er sådan en svær balance at få, når man også er så glad for at gøre det, man laver.
Didde-Mie: Jeg vil også allerhelst, altid lave noget, og helst i højt tempo, og i virkeligheden er det en måde at undgå at beskæftige sig med en masse ting.. Og det skal også slutte nu.
Trine: Hvad drømmer du om nu?
Didde-Mie: Jeg drømmer om; både at danse for store kunstnere som Beyoncé, Justin Timberlake, Rihanna og andre... Men også at skabe et ordentligt hjem med min kæreste, måske på landet. Måske får vi endda en hund sammen...
Trine: Go for it!!! Det lyder som en rigtig god plan og et super godt mix... Tak for din tid kære Didde-Mie.
