Trine: Du er bare sindssyg Didde-Mie... Jeg er så imponeret over, hvor god en danser du er, og hvordan du kan bevæge din krop... Det er bare vildt, hvad du kan. Hvornår begyndte du at danse?

Didde-Mie: Da jeg var to et halvt år gammel. Jeg havde så meget energi og fyrværkeri ud af min røv, at min mor troede, at dans ville være godt for mig.

Trine: Jeg tror, ​​vi alle kan blive enige om, at hun havde ret i den. Hvilken type dans var det så?

Didde-Mie: Det var både jazzballet og børnedans. Jeg elskede det.

Trine: Hvornår opdagede du det som en vej til at tage seriøst og gøre dit erhverv?

Didde-Mie: Jeg kan huske, hvordan jeg altid følte mig fuldstændig til stede, når jeg dansede. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide skolen, men dans var bare enden for mig. Jeg følte, at jeg næsten kunne forsvinde ind i det og bare føle mig helt fordybet, og det er nok det, jeg altid har elsket ved at danse.

Trine: Du var kun 16, da du første gang rejste til London og begyndte at danse der... Det er meget tidligt at starte din karriere helt alene på et helt fremmed sted...

Didde-Mie: Ja, det er det. Men jeg har aldrig følt, at det var forkert eller uansvarligt. Jeg var altid i trygge rammer og fik lov til at lave det, jeg allerhelst ville, som var dans. Jeg var meget frem og tilbage mellem London og København og boede ikke fast nogen steder i mange år... Det gør jeg faktisk ikke engang rigtig nu - og det er nok det eneste, jeg kan mærke, er begyndt at blive lidt et problem for mig.

Trine: Føler du dig rodløs?

Didde-Mie: Ja måske, men jeg har aldrig tænkt over det før nu. Jeg har bare været så glad for at være nået så langt i min dansekarriere og for at have oplevet så meget på grund af det.

Trine: Ja, for det er så vildt så meget du har nået. At tænke på, at man kun er 23 år og allerede har så lang en karriere bag sig, netop fordi man startede så tidligt – det er meget imponerende. Blandt disse præstationer er at være en del af Dua Lipas faste dansehold i 7 år... Det er sindssygt og så godt gået. Der må være så mange i dit felt, der ville elske at komme dertil, men kun kan drømme om det.

Trine: Det bliver ofte sådan, når man har været igennem en krise. Det åbner dine øjne for nye perspektiver og skubber os til at træffe forskellige valg.

Didde-Mie: Ja, jeg kan mærke, hvordan jeg nu har et stort behov for ikke at være på farten hele tiden, på vej til næste koncert, men også gerne bruge lidt tid på, hvem jeg er som person. Faktisk at lære mig selv bedre at kende og måske endda tage sig tid til at kede mig, uden først at skulle være helt udbrændt af al træningen og et vanvittigt stramt skema.

Trine: Ja, for der er stor forskel på de pauser, du tager med vilje, hvor du tager dig tid til at fokusere og lade op, og så dem, hvor du bare er lammet i sofaen som en gennemstegt grøntsag, og du egentlig bare prøver at komme sig, før du er tilbage ved det med 100 miles i timen.

Didde-Mie: Netop... Og det er det, der meget let kan have tendens til at ske, hvilket betyder, at pauserne bliver ren overlevelse, og det er ikke sundt i længden.

Trine: Nej, og især ikke når man også gerne vil bruge sin tid på at udforske nye og spændende ting, men ender med at blive for udmattet til det. Jeg kender alt for godt fra mit eget liv, fordi jeg også altid har ladet mit arbejde fylde meget, og det er sådan en svær balance at få den rigtige, når man også er så glad for at gøre det, man laver.

Didde-Mie: Jeg vil også helst altid lave noget og helst også i højt tempo, og i virkeligheden er det i og for sig en måde at undgå at beskæftige sig med en masse ting.. Og det skal også slutte nu .

Trine: Hvad drømmer du om nu?

Didde-Mie: Jeg drømmer om; både danse for store kunstnere som Beyoncé, Justin Timberlake, Rihanna og andre... Men også at skabe et ordentligt hjem med min kæreste, måske på landet. Måske får vi endda en hund sammen...

Trine: Go for it!!! Det lyder som en rigtig god plan og et super godt mix... Tak for din tid kære Didde-Mie.